Luther og de reformatoriske ideer: Fjender og kættere

Gensidige kætterfordømmelser

Da paven lyste Martin Luther i band, blev han regnet for at være kætter i romerkirkens øjne. Omvendt betød pavens bandlysning for Luther selv, at paven dermed afslørede sig som Antikrist. For reformatorerne afhang menneskets frelse af at høre evangeliet om retfærdiggørelse ved troen alene. Derfor bekæmpede de i enhver forståelse, der syntes at blokere for denne lære. Samtidig var både Luther og Melanchthon optagede af at sikre rammerne for et stabilt samfund, hvorfor de begge vendte sig hårdt mod, hvad de så som forsøg på at undergrave samfundets orden.

Kristen frihed var et slagord for reformatorerne, men friheden var alene en indre frihed i hjertet. Falsk teologi og kætterske tanker måtte bekæmpes. I begyndelsen blev det understreget, at kættere alene skulle bekæmpes med ord –  ikke med verdslig straf. Senere blev anklager om kætteri koblet sammen med anklager om ødelæggelse af samfundets orden, så mennesker anklaget for kætteri kunne idømmes verdslig straf.

Reformationen er også her præget af dobbelthed. På den ene side forandrede Luther kætterbegrebet, når han påstod, at ethvert menneske var kættersk og blasfemisk, når man hellere selv ville være Gud end lade Gud være det. På den anden side angreb reformatorerne alt, hvad de anså for at være falsk kristendom og vranglære. Navnlig den ældre Luther skrev ganske hårde ting mod både jøder og tyrkere. Og få år efter bruddet med Rom, hvor den kristne frihed blev højt besunget, anbefalede Luther, at fyrsterne slog hårdt ned på bøndernes opgør mod feudalherrerne – i en situation, hvor forhandlinger ikke var mulige.

Beskyttelse mod kaos

For reformatorerne i Wittenberg gjaldt det om at beskytte kirke og samfund mod kaos. Derfor vendte de sig mod Thomas Müntzer og bøndernes kamp for frihed under bondeoprøret, og støttede fyrsternes nedkæmpning af oprøret. Man regner med, at op mod 100.000 døde under 1500-tallets bondeoprør, hvilket gør det til den revolutionære opstand, der har kostet flest menneskeliv før den franske revolution.

Også i tiden omkring Den augsburgske bekendelse i 1530, afviste reformatorerne, hvad de så som ny oprørsbevægelser, der havde misforstået reformationen. De katolske modstandere forsøgte af strategiske grunde at svække de lutherskes sag ved at sidestille reformationsbevægelsen i Wittenberg med døberbevægelsen. Døberbevægelsen var nemlig erklæret pacifistisk og praktiserede dåb af allerede døbte. Begge dele var højst problematiske i datidens samfund og blev kriminalisereret af både stat og kirke. Nægtelse af militærtjeneste blev anset som oprør og kunne straffes med døden.

Reformatorerne måtte derfor distancere sig fra døberbevægelserne. For Luther var der ingen dødsstraf for kætteri – gudsforholdet var personligt – men der var dødstraf for oprør. Den lutherske fordømmelse af døberbevægelsen medvirkede derfor til forfølgelserne af dem. Først i 2010 skete der en officiel forsoning mellem mennoniter (en betydelig del af døberbevægelsen) og de lutherske kirker.

Luther og jøderne

Mens opgøret med døberbevægelsen var både teologisk og politisk (og strategisk) var Luthers skrifter mod jøderne først og fremmest teologisk motiverede. Luthers forhold til jøderne udgør et af de mest omdiskuterede emner i reformationshistorien og er fyldt med modsætninger. I 1500-tallet var Europa generelt antisemitisk. Da Luther derfor i 1523 forfattede skriftet ”At Jesus Kristus var en født jøde”, skilte han sig mærkbart ud fra sin samtid ved at forsvare jøders ret til ejendom og udøvelse af håndværk, noget de ellers var afskåret fra. Skriftet betød, at den katolske kirke beskyldte Luther for at være jødeven, og jøderne så i Luther et håb om en bedre fremtid.

Luthers positive holdning til jøder er imidlertid helt væk i hans senere skrifter mod jøderne. Den ældre Luther overtog fuldstændigt samtidens negative syn på jøderne og anbefalede, at man fordrev dem og brændte deres bøger og synagoger. Forskningen har ledt efter årsager til dette skifte, men har svært ved at finde nogen entydig årsag. Et faktum er det imidlertid, at man i Tyskland i 1930’erne genudgav Luthers skrifter mod jøderne og lod Krystalnattens ødelæggelse af synagoger foregå på Luthers fødselsdag.  På den måde er Luthers holdning til jøderne et særdeles mørkt kapitel i Lutherdommens historie.

Luther og tyrkerne

”Tyrkerne” er Luthers ord for muslimer. Forholdet til tyrkerne er anderledes end forholdet til de modstandere, som kalder sig kristne. Over for de sidste er modstanden betydeligt større. Luther mente således, at kristne skulle afstå fra at tage på korstog og i stedet vende deres modstand mod Rom. Luther havde et for datiden godt kendskab til islam og koranen, selvom han næppe nogensinde har mødet en muslim. Han kunne rose tyrkerne for deres moral og livsførelse, men måtte skarpt afvise deres religion. Islam var i Luthers øjne, på linje med jødedom og datidens romersk-katolske kirke udtryk for en lovreligion, dvs. en religion der lærer, at mennesket frelses ved at gøre gode gerninger. Til at begynde med afviste Luther modstand mod tyrkerne, fordi de efter hans mening var ”Guds ris”, hvormed han straffede de kristne, fordi de ikke levede så fromt, som de burde. Da den osmanniske hær imidlertid stod uden for Wien i 1529, lagde Luther vægten på nødvendigheden af militær modstand, men det skulle ikke ske af religiøse årsager, men fordi tyrkerne ville erobre et land, som ikke var deres. Luther afviste korstogstanken. Krig var nødvendig som forsvarskrig, aldrig som angrebskrig.