Reformationens billeder: Billeder og kunst i samtiden

Den ny, verdslige forståelse af billedet, der afmonterede den gamle kirkes billedkraft, medførte i praksis, at den betydning billedet tidligere havde haft, kunne skiftes ud med en ny, der stemte overens med Luthers teologi. Fx kunne de mange helgener, hvis billeder man tidligere havde bedt til om hjælp, ny-tolkes til i stedet at fungere som forbilleder for den kristne, som gode eksempler på en kristen livsførelse.

Luther leverer selv et eksempel på en sådan ny-tolkning i en prædiken, han holder i 1529. Han omtaler her et billede af Den Hellige Kristoffer, et af tidens mest populære motiver. Populariteten skyldtes primært legendernes og folketroens formening om, at den, der så et billede af Den Hellige Kristoffer, blev beskyttet mod en pludselig død samme dag. I prædikenen indskærper Luther, at hverken billeder eller helgener kan udvirke den slags. Man skal i stedet forstå Kristoffer-motivet som en allegorisk fremstilling af ”det kristne menneske”: Kristoffer var et sådant ”kristent menneske”, der stod midt i livets brusende flod med svære opgaver på sine skuldre. Han havde kun sin stav at støtte sig til – staven tolker Luther som Guds ord – samt sin tro på og tillid til, at Gud ville hjælpe ham. Luther forvandler på den måde den gamle kirkes hellige ”kraftbillede” til et ”erindrings-billede”, der ikke længere i sig selv har nogen beskyttende egenskab, men kun skal erindre den kristne om troens betydning.

Cranachs træsnit af Den hellige Kristoffer, der er dateret til 1509, kom i flere, nye oplag også efter reformationen. Engang i 1550’erne udkom det med en lang, rimet, tysk tekst, trykt ved siden af billedet. Teksten fastlægger billedets nye, lutherske betydning.