Reformationen og det danske samfund: Billeder og kunst i samtiden

Hvilken betydning havde den lutherske reformation for billedkunsten? Først og fremmest ændredes den måde, man brugte billeder på i religiøse sammenhænge. Luther tillod i sin billedforståelse brug af billeder i kirker og lignende kontekster i modsætning til andre reformatorer, som fx Calvin og Zwingli, der afviste det. 

Men billederne skulle fremover bruges på en måde, der ikke kunne føre til den billeddyrkelse, som reformatorerne mente var foregået i den gamle kirke. Her kunne billeder besidde en guddommelig kraft, der gjorde dem i stand til at hjælpe det menneske, der bad til dem. Billederne her var hellige ting – eller i hvert fald kunne de være det.

I den lutherske forståelse blev billeder nu til ting på linje med alle andre ting. Deres funktion blev primært at minde den kristne om Guds ord i Biblen og troen som altings fundament. Den gamle kirkes ”kraft”-billede blev forvandlet til et ”erindrings”-billede, der ikke længere besad nogen beskyttende eller hjælpende egenskab. Billederne blev verdslige ting.

Ofte kunne den gamle kirkes billeder – der jo hang i alle kirker og mange private hjem – også bruges af de nye, lutherske menigheder. I de tilfælde lod man dem være, hvor de var – eller flyttede lidt om på dem – og brugte dem blot på den nye måde. 

Luthers billedforståelse, og især hans tegnteori, åbnede også for, at man kunne gentolke de gamle billeder, hvis det var nødvendigt, så de kom til at betyde noget andet, end det de tidligere havde gjort. Man kunne på den måde revidere den betydning billederne havde haft i den gamle, ”katolske” sammenhæng, så den kom til at stemme overens med den nye, lutherske sammenhæng.

Visse af den gamle kirkes motiver var imidlertid blevet så teologisk irrelevante, at de ikke kunne gentolkes meningsfuldt, og derfor ikke kunne genbruges – motiver som fx Marias himmelkroning eller fremstillinger af Skærsilden. Der var dog ingen grund til at ødelægge dem. Sådanne motiver blev ”blot” gjort betydningsløse i religiøs sammenhæng og efterhånden delegeret over i det ny område i kulturen, der blev kaldt ”kunst” – de blev med tiden til kunstværker.

Men man opfandt også nye motiver, der mere præcist kunne visualisere den ny konfessions teologiske pointer. Et af de kendteste eksempler er det såkaldte Lov og Nåde-motiv, som Lucas Cranach fra Wittenberg udformede i slutningen af 1520’erne, efter al sandsynlighed i samarbejde med Luther. Det fremstillede på en næsten tegneserie-agtig klar måde, hvordan man som luthersk kristen blev frelst. Hvordan man skulle vende sig fra den gammeltestamentlige lov-religion (tv), hvor ydre gerninger var bestemmende for frelsen, til den nytestamentlige nåde-religion (th), hvor troen på Kristus derimod var det altafgørende. 

Den tekst, vi ser på billedet, er typisk for de nye, lutherske motiver. Det var nemlig vigtigt, at billedets budskab var klart og entydigt. Teksten præciserer, hvad billedet betyder, hvordan det skal forstås. Den åbenhed for fortolkning, som billedsproget i sit væsen rummer, skulle begrænses til et absolut minimum. Ved at forklare motivets betydning mindskedes faren for at betragterne ”fejlfortolkede” det, dvs. tolkede det på en anden måde end den autoriserede lutherske.

De allerfleste motiver i den religiøse billedkunst kunne bruges af både den nye og den gamle kirke – motiverne betød blot noget forskelligt i de to forskellige sammenhænge. Og det var relativt få nye, deciderede lutherske motiver, der blev opfundet. Derfor er det ofte svært at pege på, hvad det ”lutherske” i et givet religiøst billede faktisk består i. Den primære forskel på de to konfessioners billeder er funktionel, dvs. forskellen ligger i den måde, billederne bliver brugt på.