Luther og de reformatoriske ideer: Billeder og kunst i samtiden

Reformationen ændrede brugen af religiøse billeder. Ifølge Luther skulle billeder bruges på en måde, der ikke førte til den billeddyrkelse, som han mente foregik i pavekirken. Her spillede billeder af Jomfru Maria og helgenerne en stor rolle. I senmiddelalderen mente man, at Maria og helgenerne gik i forbøn for den, der tilbad dem, og dyrkelsen af helgenbilleder ved særlige sidealtre havde derfor stor betydning for den enkeltes gudsforhold. I den lutherske kirke blev billederne sidestillet med alle andre ting i kirken såsom musik, inventar, skulpturer og arkitektur. Deres funktion var nu alene at visualisere og formidle Kristus som Guds ord. Luther var altså ikke imod billeder som sådan, men han var imod, hvad han mente var forkert brug af dem. Billederne havde ikke nogen nødvendig betydning for etableringen af et forhold mellem Gud og menneske, men de bidrog til at illustrere og vise kristendommens kerne. Der blev udformet nye motiver, der fremstillede den nye tros teologiske pointer, men mange af den gamle kirkes billeder kunne sagtens genbruges. Hvis der var brug for det, ny-tolkede man motiverne, så de stemte overens med den nye teologi.

Luther var meget mere positivt indstillet over for brug af religiøse billeder end de reformerte teologer, Zwingli og Calvin, som begge i modsætning til Luther opretholdt billedforbuddet i De ti Bud og mente, at visualiseringer af det guddommelige aldrig ville kunne indfange og formidle Guds virkelige storhed. De godkendte derimod billeder med bibelhistoriske motiver, men mente, at det var alt for risikabelt at have dem i kirker eller andre religiøse sammenhænge. De frygtede, at folk igen ville begynde at tilbede dem. Billeder med religiøse motiver måtte kun hænge i verdslige omgivelser. I en reformert kirke er der derfor ingen billeder på vægge eller altre.