Om frie viljer blandt frøer, påfugle, brushaner og ugler

Om frie viljer blandt frøer, påfugle, brushaner og ugler

Dato: 06-11-2017

Når man i dette Lutherår har vandret arm i arm med Martin Luther, er det noget nær en befrielse i bogform at få Erasmus af Rotterdam i hånden, hvis skrift, ”Om den frie vilje”, Gyldendal for nylig har udgivet. Skriftet er oversat fra latin efter ’De libero arbitrio’ af Villy Sørensen og Chr. Gorm Tortzen.

Erasmus vælger med ”Om den frie vilje” at tage til genmæle overfor Martin Luther. Martin Luther, der overhovedet ikke bryder sig om begrebet ’den frie vilje’. Men også andre tænkere går Erasmus i rette med.  Også dem, der tillægger den frie vilje alt, hvor nåden er sekundær, og det er Guds velgerning, at mennesket er skabt som menneske og ikke - frø!

”Mennesket kan intet uden Guds hjælpende nåde, derfor kan alle menneskets gerninger være gode!” siger Erasmus i protest imod Luthers næsten enslydende basunering – bare med modsat fortegn. Erasmus er ikke overbevist af Luthers argumentation. ’Om den frie vilje’ bliver således Erasmus’ kamp på nærlæsning og beviser, tilsat egne logiske følgeslutninger. Og Erasmus ser sig selv som vinder, hvis sagen afgøres ud fra antallet af beviser! En grundig mand var han, Erasmus!

Hvor Luther er noget af en brushane, er Erasmus mere en ugle, der spreder sine vinger og flyver i skumringen. Helt anderledes mild og diplomatisk i sin lige så bibelstærke udlægning, og med fingeren på pulsen med hensyn til sin egen tid. På én gang filolog og pædagog, når han henvender sig ’fra ulærd til ulærd’ med masser af eksempler; Beskeden, men med autoritet. Som når han skriver:

Hvem vil kunne gå med til, at et menneske siger til Gud: Hvorfor har du ikke gjort mig til en engel. Mon ikke Gud med rette kunne svare ham: ’Dit uforskammede menneske! Hvis jeg havde gjort dig til en frø, hvad havde du så kunnet beklage dig over? Det er ligesom hvis en frø gik i rette med Gud: Hvorfor har du ikke gjort mig til en flot påfugl med spraglede fjer?

Det, som Luther kalder Guds forsyns lyn, som menneskeviljens frihed strækkes til jorden med, ser Erasmus anderledes positivt på. Han tiltror den frie vilje eller dømmekraft en eller anden - kraft. Der er en flig af noget godt i enhver, der kan bygges videre på i form af den enkeltes stræben. Hvis alt sker af ren nødvendighed, hvad skulle da drive et menneske til at ”ændre sit liv til det bedre”, spørger han.

Helligånden er ikke skeptiker”, svarer Luther for at drille Erasmus. Men Erasmus giver igen ved at drille Luther med den store uenighed, der hersker inden for reformatorens egne rækker. Man skal ikke glemme, at Erasmus selv ønskede og formulerede forslag til en lang række ændringer af kirkens indretning. Men han ønskede ikke en splittelse af den, og hans stil var opblødning og åbenhed.  

Ugleset’ er desværre et udtryk man kan sætte på Erasmus, når man ser på vurderingen af ham inden for lutheranske kredse. Det er synd. For den ’pro et contra-holdning’, som hans diplomatiske sindelag afstedkom, og som man får så fint et indtryk af i Om viljen til frihed kunne Luther med sin assertio-stil godt have lært noget af. Erasmus står, bredt set, stærkere end Luther, selvom Luther tilfører diskussionen et ekstra lag af mere subtil art. Erasmus’ tanker spiller op imod vores nutid på en præsent måde. Måske Luthers uundværlige, diplomatiske medhjælp Melanchton havde øje for dette? Han holdt ihvertfald klogeligt fanen højt, og opretholdt en forbindelse og et godt forhold til Erasmus.

En sidegevinst ved denne udgivelse er det at høre Villy Sørensens stemme igen. Han er så nærværende i bogen. Det er, som om man hører ham i samtale med Erasmus og hans tid - og Luther – helt på niveau. For mange læsere – også dem der ikke nåede at opleve ham - står Villy Sørensen som noget helt særligt i dansk litteratur, én man savner. Gyldendal får med denne udgivelse og Chr. Gorm Tortzens store arbejde med at oversætte til et frisk, smukt moderne dansk, vækket to centrale filosoffer til live: Erasmus af Rotterdam og vores egen Villy Sørensen.

Omtalen er skrevet af Anne Vad, cand.mag. og akademisk medarbejder i Kirkeministeriet. 

TYPO3 CMS by TypoConsult A/S
Dette site bruger cookies til at trække statistik og optimere sitets funktioner. Bruger du dette site, accepterer du brug af cookies.
Acceptér cookies
Del denne side