Nye penge til reformationen for børn og unge

Nye penge til reformationen for børn og unge

Dato: 06-04-2016

Mere levende billedmateriale på luther2017.dk. Videofilm og konkurrencer. Ideer er der flere af end penge, når det kommer til formidling af Reformationens betydning for børn og unge.

Men kulturminister Bertel Haarder har nu besluttet at give mange af de kreative muligheder et skub fremad. Det sker med bevillingen af et tilskud på 350.000 kroner til jubilæums-aktiviteter specielt målrettet børn og unge.

Reformationsjubilæets præsidium har gennem længere tid ønsket at sætte større fokus på de yngre, og formand for præsidiet, Jens Oddershede, ser bevillingen som et afgørende skulderklap:

- Bevillingen understreger den dedikation og interesse, som Kultur- og kirkeminister Bertel Haarder har for, at også børn og unge skal have kendskab til den store betydning Reformationen har for Danmark, siger Jens Oddershede.

Det er en mulighed at nogle af pengene fra bevillingen vil blive brugt til at lade unge producere indhold til deres jævnaldrende. En konkurrence om den bedste elev-producerede film for henholdsvis folkeskolens indskoling, mellemtrin og udskoling er også under overvejelse.