Luther-vitaminpiller ’on the rocks’

Luther-vitaminpiller ’on the rocks’

Dato: 16-12-2016

For tiden, hvor det er så populært at fremme sin helse med enten vinterbadning, veganermad eller homoøpatisk behandling, er det forfriskende med en bog, der kan det samme – bare med ord.

Det kan udgivelsen Et år med Luther! Den består af en ’vitaminpille’ til hver dag i året i form af 366 tekster af Martin Luther. Tekststykkerne er samlet fra Luthers skrifter, breve og bordtaler, og fungerer som Luthers udlægning af de ligeledes 366 udvalgte skriftsteder fra Bibelen, som det er meningen, man skal lade sig lede og vejlede af. Bogen, der er forsynet med nyttige noter, er blevet til i et samarbejde med Luther Stiftung i Erfurt, og er, som der står i forordet, ’en læse – og andagtsbog skrevet i et let forståeligt og tilgængeligt sprog’.

Teksterne er overraskende friske og aktuelle trods de omtrent femhundrede år på bagen. Det er som et åndeligt vinterbad, et måltid sprængfuldt af fibre og et kosttilskud fra Himlen at læse dem. Martin Luther kommer tæt på! Det er som at have ham siddende på sengekanten. Man ser ham for sig. Hører ham. F.eks. når han taler til os som efterkommere. Eller om mennesket tynget ned af sig selv. Eller om Guds ord, den rette sol, som muldvarpe og flagermus, det vil sige verden, ikke bryder sig om.

Meget af indholdet er set fra et nutidigt synspunkt høj-aktuelt. Som når Luther i teksten til den 3. december advarer mod at søge råd hos behandlere, men i stedet opfordrer til at ”erkende og vide; høre og tro”; (hører man her et lille ekko i Svend Brinchmann? ) Eller Som, når han den 26. maj om forholdet til forældrene siger: ”Ær dem, også selvom de kommer for godt i gang”. Eller når han argumenterer uddannelsespolitisk i forhold til samfundets unge, som skal hjælpes til forståelse af Guds ord – og dét også af universiteterne: ”Man bruger hvert år store summer på geværer, veje, anløbsbroer, dæmninger og utallige andre lignende ting, for at en by kan have timelig fred og ro. Burde man så ikke spendere lige så meget på undervisere og lignende til den trængende ungdom?”   

Jo, her er rigeligt til genopbygningen af adskillige nutidskroppe!  Og man forundres. Forundres over, hvordan og hvorfor Luther-ordene virker så godt i dag.

En del af hemmeligheden skal findes i sproget. Martin Luther viser sig i Et år med Luther som en retorisk mester. Hans ekvilibrisme kommer bl.a. til udtryk i evnen til at svinge imellem sproglige stillejer: Det ene øjeblik taler han til sin læser i et jordnært plebejersprog med ord som ’lallende’ og ’luder’ for øjeblikket efter at hæve sig op i en smuk, mere abstrakt stil: (Hvis I altså er en lilje eller en rose, så vid, at I skal virke mellem tornene eller Jesu blod = vores gyldne nådekappe ). Han benytter sokratisk dialogform og stilfigurer som f.eks. og demonstratio, der er med til at gøre noget svært indhold konkret og eksemplificeret. Og han skriver i det ene afsnit helt enkelt, som en nænsomt forklarende pædagog, og i det andet som ’hardcore’ teolog, der får sin læser på arbejde. Appellerende med retoriske spørgsmål til både vores (flagermus)følelser, empati og forestillingsevne, og til vores (muldvarpe)hjerne, der må op i gear for at følge med. Tankevækkende er det, at mediemanden Luther nok ville have haft Twitter som sit foretrukne medie i dag. For han er i særklasse god til at udtrykke sig i korthed.

En anden del af hemmeligheden skal findes i oversættelsen. Hvis teksterne skal virke på mennesker i dag, gælder det om at finde ind til tonen og mundretheden hos Luther, og omsætte den i overensstemmelse med måden, vi ville sige det på ligenu. Og det må siges at være lykkedes Ove Paulsen, der er mand for det store arbejde, det har været at søge direkte til kilderne, så Luther står så autentisk som muligt. Så tekstsamlingen udgør Luther ’on the rocks’. Ove Paulsen skriver i sit forord, at valget af metode gør, at det er blevet en bedre og mere Luther-tro dansk tekst. Og det tror man på!

Et år med Luther er det rene velvære! Et åndsbad, som når man hudprikkende fornyet og med bevinget hjerte stiger op på klippen efter vinterbadet.

Anmeldelse af Et år med Luther er skrevet af af Anne Vad, cand.mag. og ansat i Kirkeministeriet. 
Oversat af Ove Paulsen.
Lohse og LogosMedia 2016.

 

 

TYPO3 CMS by TypoConsult A/S
Dette site bruger cookies til at trække statistik og optimere sitets funktioner. Bruger du dette site, accepterer du brug af cookies.
Acceptér cookies
Del denne side