Luther-øl fra kirkeministeren til tysk kulturminister

Luther-øl fra kirkeministeren til tysk kulturminister

Dato: 04-01-2016

Der er godt gang i de tyske forberedelser til reformationsjubilæet. Og kirkeminister Bertel Haarder fik en grundig orientering om de tyske planer, da han midt i juletravlheden fik besøg af kulturminister Stephan Dorgerloh fra delstaten Sachsen-Anhalt.

Bertel Haarder benyttede lejligheden til at kvittere for besøget ved at give Stephan Dorgerloh tre af de Luther-øl, som Aalborg Stifts jubilæumsudvalg har taget initiativ til at få brygget i samarbejde med Vendia Bryghus.

Etiketterne på de tre øl har portrætter af både Martin Luther, hans hustru Katharina von Bora og Luthers gode ven og samarbejdspartner Philip Melanchthon. Men de udmærker sig ud over de forskellige etiketter også ved at have forskelligt indhold: Philip Melanchthon-øllen er almindelig pilsner og Katharina von Bora-øllen lidt stærkere. Luther-øllen er den mørkeste og har en alkohol-styrke på syv procent.

Stephan Dorgerlohs besøg var arrangeret af det operative udvalg, som i 2014 blev oprettet på initiativ af den danske ambassade i Berlin. Meningen med udvalget er, at styrke samarbejdet mellem de mange arrangementer, begivenheder og initiativer, der forberedes til jubilæet i både Danmark og Tyskland.

Foruden besøg hos Bertel Haarder stod det også på Stephan Dorgerlohs program, at han skulle mødes med det operative udvalg, repræsenteret ved Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen.