Landsdækkende kulmination på reformations-markeringen

Landsdækkende kulmination på reformations-markeringen

Dato: 26-10-2017

Klokkeringning over hele landet. Stor konference i Folketinget, regeringens og tingets officielle markering, gudstjenester og andre arrangementer over hele landet, tv-transmitteret aftenforestilling i DRs koncerthus med deltagelse af kongefamilien.

Markeringen af reformationsjubilæet kulminerer i stor stil i den kommende uge - den 31. oktober regnes for nemlig for den officielle reformations-dato, hvor reformatoren Martin Luther i 1517 opslog sine 95 teser mod den katolske kirkes afladshandel på slotskirkeporten i Wittenberg.

På Præsidiet for Reformationsjubilæets hjemmeside har der året igennem været opslået knapt 1.000 arrangementer i anledning af 500-års jubilæet. Og selv om den kommende uge i høj grad står i de store, nationale arrangementer i Københavns tegn, vil jubilæet i den kommende uge også komme hele landet rundt.

På tirsdag har biskopperne opfordret til, at der fra alle landets kirker ringes i 15 minutter som en fælles markering. Klokkeringningen vil dog ikke finde sted på samme klokkeslæt alle steder, idet man i mange kirker har valgt at afholde særlige reformations-gudstjenester på forskellige tidspunkter.

Mandag den 30. oktober markerer Folketinget, Præsidiet for Reformationsjubilæet i Danmark og Folkeuniversitetet jubilæet med en konference, der sætter fokus på Reformationen, dens vidtrækkende konsekvenser og betydning for os i dag. Journalist Nynne Bjerre Christensen er vært ved konferencen, som er gratis men kræver tilmelding p.gr.a. et begrænset antal pladser i Landstingssalen – pt. står der 350 på venteliste.

Dagen efter afholder Folketinget og regeringen deres officielle markering af jubilæet med efterfølgende reception. Kongefamilien vil deltage i denne begivenhed, ligesom den også vil være med ved aftenens markering i DRs koncerthus, hvor DR er vært ved en tv-transmitteret gallaforestilling med reformationen som tema.