Bogomtale af Iben Krogsdals "Vor Gud, du mærker vores sorg"

Bogomtale af Iben Krogsdals "Vor Gud, du mærker vores sorg"

Dato: 24-02-2017

Det er sin sag at gå i lag med Martin Luther! Om man er oversætter, gendigter eller nydigter, er man udfordret. Som oversætter må man forholde sig til den næsten minimalistiske enkelhed, der er i Luthers salmer på tysk. Den bør man i ærbødighed for forlægget og som et eget professionelt benspænd prøve at ramme. Vil man gendigte, ryger man ind i det problem, at Luther-salmerne trods deres enkelhed har en teologisk dybde, der kræver tekstligt og sprogligt overblik, og dilemmaet melder sig: Hvordan formidler man kort og præcist uden at gøre vold? Vælger man at nydigte ham, har man den udfordring i ét greb at få fat i den teseagtige kerne, der ligger gemt i den enkelte salme, og finde ud af, hvordan man så vil ’twiste’ den? Uanset hvilken strategi, man vælger, er det hundesvært!

Det er derfor et beundringsværdigt projekt, salmedigteren Iben Krogsdal har kastet sig ud i med sin ny-digtning af Luthers 21 salmer, og det i den meget smukke og grafisk veltilrettelagte bog (med den lidt tunge titel) Vor Gud, du mærker vores sorg. Bogen er pædagogisk bygget op med en fast inddeling: Først Luthers salme, så Iben Krogsdals kommentarer til den, samt bevæggrundene for måden hun har valgt at bearbejde den på. Dernæst hendes egen salme (der ind imellem består af flere). Undertegnede foretrækker at læse salmen før kommentarerne, så den får lov at stå så rent og uforstyrret som muligt – også for at se, om intensionerne med teksten rent faktisk kan fanges af læseren selv.

Selvom titlen indikerer en indholdsmæssig lidt mørk tone, rummer samlingen også en god portion lys! Og de bedste salmer i Vor Gud du mærker vores sorg er netop dem med mest lys. Her er det som om, digter og salme når samme frekvens. Det skaber synergi og lethed. En salme som Når jeg skal dø, og du er nær er dejlig. Med en sproglig-stilistisk konsekvens med enjambementer, der skaber lethed, og som drager os som syngende/læsende ind i teksten og holder os fast. Her et par linjer: og der vil stige morgensang/fra barneminder/og dem du tog herfra engang/får røde kinder/og intet skal vi selv forstå/kun stille få/tilbage. Her er liv, så det basker! Desværre er det som om komponisten Lisbeth Eilrich Iversen kun har hæftet sig ved salmens titel, og ikke helt har fanget lyset i salmen som helhed; tekst og musik går ikke op i en højere enhed her, og det er synd.

En anden salme, der er god og har en friskhed, er Fyld rummet op med solopgang. (Det kunne også godt have været bogens titel). Her er det Gud i rollen som almagt og omvælter, der er det bærende element i teksten. Skøn er linjen: Kom stærkt igen og ryst os med dit ’nej!, hvor Gud som en ”Aben Osvald” bliver tryglet om at sanktionere med et oprørsk ”Nej”, hvis vi mennesker er for åndssvage, og glemmer at opleve som børn på ny. Og tanken ledes dels hen på Job med Guds dundertale, og dels på Jesus som den oplysende oprører, han også var. Melodien til denne salme er skrevet af Kristian la Cour, og her smelter tekst og musik utrolig fint sammen.

En af de ’mørkere’ salmer, der ejer samme lethed som de to omtalte ’lyse’ salmer er Jeg er så bange. Natten gror. Her er det en sårbarhed, der virker hudløst ærlig, som skaber letheden. Ordene ’flugter’, og stroferne er enkle og bider hinanden (hypotagmatisk) i halen. Er havet da dit store svar/ på dage jeg forsømte/på det jeg skulle have gjort/for dem jeg selv fordømte. Iben Krogsdal er bedst, når hun er mest enkel. Melodien er af Thomas Reil, og godt komponeret med sine gentagelser og bittesmå sekvens-forskydninger. Der er mange andre gode melodier i samlingen bl.a. af Frederik Magle, Per Skriver, Jakob Lorentzen og Janne Mark. Sidstnævnte til en anden fin tekst: Gud, giv os sindsro.

Enkelte salmer kunne man godt have ønsket var en eller to strofer kortere, så det sproglige niveau var mere konsekvent gennem hele salmen. Ligesom man ind imellem savner en større bevidsthed om, at der efter en sproglig spænden op (uden at kamme over) kræves en efterfølgende afspænding. Ord kan ’spise’ hinanden. F.eks. er det synd, at der efter fire gode linjer som: Hør, havet buldrer sort og tomt/dets bølger slår tilbage/med ugengældte slag vi slog/og ubetalte dage kommer disse linjer: som døde dyr og spredte kryb/kun synkende kroppe i kvalmer. Især ordet ”kvalmer” kammer over. Det, der sker, er, at vi som syngende/læsende bliver smidt af. Vi var lige kommet ind i teksten, kommet i flow, og så bremser teksten brat op som en refuserende hest, og bliver underlig udvendig, som om den ikke vil lukke os ind alligevel. Og det er ikke godt i en salme. Også ord som (dødens sorte) ”gen” og ”måbesprog” skal man tage sig i agt for. De har samme ekskluderende virkning. Det er hårdt og drønirriterende, hvis man har et ord, man så gerne vil rime på (som f.eks. ”salmer”), men der må man bide i græsset og vælge et andet, hvis det ikke vil gå op. Det er en digters lod.

Men når man hører linjer som disse: Men jeg vil elske jer så vildt/at mørket mister al sin ilt/for jeg er kærligheden – så er man ikke i tvivl. Med disse ny-digtninger af Luthers salmer formår Iben Krogsdal at få mørket til at skifte hænder.

Iben Krogsdals Vor Gud, du mærker vores sorg. Luther nydigtet er udkommet på Syng Nyt.

Omtalen er skrevet af Anne Vad, cand.mag. og akademisk medarbejder i Kirkeministeriet.