Bogomtale: Martin Schwarz Laustens Luther og Danmark i 500 år

Bogomtale: Martin Schwarz Laustens Luther og Danmark i 500 år

Dato: 22-06-2017

Mange ved, hvad der skete i Wittenberg i tiden før, under og efter 1517. Om Martin Luther, der ikke ville være jurist; om lynet, der nær havde slået ham ihjel, hans ed til Sankt Anna mod at gå i kloster. Om teologien og kvalerne i munkecellen; de snesevise  af skriftemål pr. dag, der kostede blod, sved og tårer, og om gennembruddet med opdagelsen af Paulus centrale tekst. Og dernæst gik det slag i slag: teser, rigsdag, bondeoprør, fjender, giftemål, børn og studerende og en forfærdelig mængde ondt i maven. Udover –selvfølgelig – det store og beundringsværdige intellektuelle arbejde, pædagogikken og sprogmestringen, og hele substansens professionelle udbredelse i Europa.

Men hvad skete der egentlig i Danmark før, under og efter reformationen? Hvad var det med ham Hertug Christian, hans far Frederik den 1. og Christian Tyran og deres fascination af manden i Wittenberg? Og hvad med Hans Tavsen og andre centrale personligheder? Hvad skete der med ideerne fra Wittenberg, da de nåede herop? Alt det får man et godt og grundigt indtryk af og svar på i Martin Schwarz Laustens bog ”Luther og Danmark i 500 år”, udgivet på Gads Forlag.

Måske er det på grund af den hast, hvormed de lutherske tanker bl.a. via kongelige kurérer nåede her til Danmark, at man som dansker har en forestilling om, at gennemførelsen af reformationen gik snorlige. Men det er, siger og viser Lausten, ingenlunde tilfældet. Tværtimod har der været bølger af ballade mellem forskellige grupperinger. Ikke kun mellem Luthertro og katolikker, også mellem forskellige grupper af protestanter, der læste Luthers tekster temmelig forskelligt, og ’vred’ hans tanker rundt, så de passede ind i tiders trends eller egne religiøse dagsordener.

Man bliver overrasket over den ortodokse og til tider rigide brug af Luther i Danmark, som Martin Schwarz Lausten giver flere hårrejsende eksempler på i sin bog. Danmark var således på ét sæt mere Luthersk end Luther. Det må godt nok have været en svær manøvre som almindeligt ’katolsk’ menneske at blive tvunget til at dreje rundt på en tallerken, og definere sig selv som ’luthersk’ fra noget nær den ene dag til den anden. Og hvordan må det ikke have været for præsterne! Enkelte holdt stædigt fast ved deres katolske overbevisning og måtte fortrække, mens mange bøjede af for presset og ’omvendte’ sig. Martin Schwarz Lausten har en meget nuanceret og diplomatisk måde at beskrive mennesker og holdninger på, så sympatien med mange af de mennesker, vi får lov at møde – også de opsætsige - bliver en del af læseoplevelsen. 

Sjovt er det igennem Laustens bog pludselig at møde sin egen slægt. Mange forfædre til os, der lever i dag, vil have været en del af de mange frikirkesamfund, der opstod som muldvarpeskud af utilfredshed og søgen undervejs igennem reformationshistorien. Bl.a. som en protest imod de ellers på mange måder fornuftige rationalistiske præster, der, præget af oplysningstidens tanker, fik Luther til at passe ind i det moderne program. Undertegnede læser kan pludselig se en oldefar ovre i det vestjyske meget tydeligt for sig knække et nypyntet (og i bogstaveligste forstand ’fandens’) fastelavnsris, lavet af hans svigermor (tipoldemor), der havde et andet og mere pragmatisk forhold til sin tro. Denne voldsomme episode vendte modtageren af fastelavnsriset, (mormor) ofte tilbage til, og forklarer, hvorfor hun blev så inkarneret grundtvigsk, som hun var resten af sit liv.

En særlig glæde er det at læse de afsnit, hvor forfatteren går helt tæt på de personer, han skildrer. I beskrivelsen af den utroligt vidende og dygtige Peder Palladius, og senere i beskrivelsen af teologiprofessor H.N. Clausen, der var forud for sin tid bl.a. pga. sin økumæniske bestræbelse, mærker man tydeligt Schwarz Laustens beundring for de to personer, og det får dem øjeblikkeligt til at lyse, og blive særligt levende. Mange andre personer fra forskellige ’lejre’ – også de få kvinder - får man et godt indtryk af. For nogle af de mere kendte også et mere helstøbt indtryk. Hvis man f.eks. som med biskop Mynster og Martensen ’kun’ har mødt dem igennem Kierkegaard, historie- og litteraturhistoriebøgerne, træder de frem på ny, ved at blive præsenteret igennem Schwarz Laustens teologiske synsvinkel.

På samme måde bliver de tidligere reformationsfejringer helt tilbage fra 1617 meget præsente for én, takket være forfatterens minutiøse og nærværende gennemgang af de enkelte jubelår. En del af denne aktualitet skyldes også, at man pludselig her i reformationsfejringen 2017 kan spejle nutidens fejring i de tidligere, og se den dybe forbundenhed, der trods den store tidsforskel, er. Ideerne, der lige nu ser dagens lys, står solidt på de tidligere tiders fejringer. Processionerne, fokus på sangen, nye til feståret komponerede værker, forelæsningsrækker, nyoversættelser af Luthers egne tekster, det folkeoplysende aspekt og meget, meget mere. Og man opdager gennem Martin Schwarz Lausten, hvilken kirkehistorisk begivenhed af dimensioner det økumæniske aspekt indtog her i pinsen i Haderslev Domkirke ved tilstedeværelsen af overhoveder fra det jødiske og det muslimske samt andre trossamfund. Det er da noget at være vidne til! Tilsammen udgør aktiviteterne en lige linje fra 1517 og frem til i dag i 2017.

Når man så i bogens slutkapitel ser en fotografisk gengivelse af Dronning Margrethe den 2.s håndbroderede antependium med Lutherrosen, indviet i Slotskirken i Wittenberg i oktober 2016, giver det øjeblikkeligt et historisk vingesus! Takket være Martins Schwarz Laustens nærværende måde at skrive reformationen og dens tidligere tider frem for øjnene af sin læser, bliver det en levende genoplevelse: Som kom en kongelig kurér i egen majestæt lige forbi og hilste på.

Martin Schwarz Laustens Luther og Danmark i 500 år er udkommet på Gads Forlag.
Omtalen er skrevet af Anne Vad, cand.mag. og akademisk medarbejder i Kirkeministeriet.