Boganmeldelse: Reformationens forløsende vej gennem tarmen

Boganmeldelse: Reformationens forløsende vej gennem tarmen

Dato: 25-11-2016

Kan man skide sig til indsigt? Eller kan et åndeligt gennembrud afhjælpe akut forstoppelse? Et humoristisk spørgsmål, som indirekte stilles i den ellers alvorlige, velskrevne og grundigt researchede roman om præsten og reformatoren Martin Luther. Forfatteren er Oscar K., og titlen på den klassisk indbundne bog: Viae Deus Audet Scire. Veje Gud tør kende eller Den melankolske Reformator. Der bliver ikke givet ved dørene! Alligevel rummer de sorte-hvide sider alt, hvad et glubsk bogormehjerte begærer.

Allerede tidligt i romanen stifter vi bekendtskab med Martin Luthers legendariske maveproblemer i form af drengen Martins ’sten’ i maven under en messe. Stenen, som optræder flere gange, og derfor bliver en del af et kompositorisk greb, opstår af angsten over de uhyggelige malerier, Martin studerer på kirkens hvælvinger:
”Skeletter danser med høj og lav…på dødslejet står tusinde djævle klar til at fange sjælen, når den forlader legemet….væsener med gedehoved, løvehår og pantergreb er fanget i et flammende ildhav. Billeder, der alle betyder noget i den store sammenhæng, men drengen har ingen anelse om hvad, kun skrækken i livet for væsener og tegn, der åbner horisonten og står mellem ham og Gud…hans mave knuger sig sammen til sten”.

I scenen i kirken skrives en omsorg frem for barnet, og samtidig anslås de indre kampe, der siden følger: ”Den som har øren at høre med, han høre. Og drengen sidder med blyhat på. Afmægtig. Tung af synd i fødderne. Med uomskåret hjerte og uomskårne ører. Stivnakket. Hvad kender en dreng til synd”?

Romanen er bygget op, så vi de første to-tredjedele følger Martin Luthers barndom og ungdom; studier, klosterliv og kvaler med troen, indtil gennembruddet, hvor Luther, via Paulus, finder vejen til den nådige Gud - illustreret ved en forstoppelsesscene på latrinen.  Med fingrene dybt oppe i enden, forløses de voldsomme bryderier i dét, der ligner en fødsel ud gennem tarmen:
”Der sidder han og presser, på hug, så blodet stiger ham til hovedet, han trykker med hænderne på maven, ælter, slår med knyttede næver mod sine tarme. Men han er hård som sten…stikker tre fingre dybt ind, roder og rager…trækker fingrene ud, ånder tungt. Det er Guds kraft til frelse for enhver som tror…En dyb indre bevægelse sætter i gang, langsomt og tungt glider stenen nedad og fylder hans tarmåbning til bristepunktet…men så kommer den…som der står skrevet, som en uendelig sød smerte – den retfærdige skal leve af tro”.

I romanens sidste komprimerede tredjedel skildres så alle de tanker, kampe, nederlag og resultater, Luther nedfældede, udkæmpede, tabte og vandt.

Oscar K.s roman om Martin Luther er kompositorisk skåret ind til benet – med de kompromisser der nødvendigvis må indgås i fht. biografisk nøjagtighed. Et historisk fodfæste får læseren ved at forfatteren skyder nogle afsnit ind, hvor middelalderens mest epokegørende opdagelser, personer og hændelser omtales. Disse afsnit brydes af en række kursiverede, prosa-lyriske afsnit, der i en åbenbarende og ophøjet stil, virker som læserens tekstlige renselse. Til tider kan de virke helt profetiske.

Forfatteren konfronterer læseren med det barske liv på Luthers tid og forestillingen om dødens pinsler. spejlet i et galleri af bipersoner, som vi følger gennem fortællingen. Vi møder bl.a. en fuglefænger, en skarpretter, en munk med sans for alkymi, en marionetdukkefører, en forældreløs dværg og kvinder med viden om astrologi, urter og overtro. Figurer, der på nært hold indrammer datidens livsvilkår; kampen for overlevelse, undertrykkelse, heksejagt, kvindernes udsathed og troen på mirakler.

At lade en allestedsnærværende fysisk og mental trussel udgøre et bagtæppe for romanens handling giver god mening. Det besvarer nemlig et andet vigtigt spørgsmål, der trænger sig på, når talen falder på reformationen: Hvordan lykkedes det for Martin Luther at komme igennem med de revolutionerende tanker? Et af flere svar er: At med kampen mod afladsbrevene befriede Martin (Eleutherios) Luther ikke bare sig selv, men simpelthen mennesket! 

Der kom hul igennem! Men også til den tsunami af manisk, kompleks sammensathed, Luther indeholdt:
Profetens humør svinger konstant…den hånd der svinger sværdet og kvæler…er Guds hånd….og rørstrømsk om fuglene , der holder rigsdag, rosernes pragt og sønnen Hans, der skider lystigt på gulvene i det sorte kloster. 

Det flyder – sproget – i romanen. Intenst og dramatisk! Det er derfor noget af et paradoks og svært at tro, når Forlaget i et følgebrev skriver, at forfatteren med denne (skide gode) roman om Martin Luther har besluttet at sætte punktum for sit forfatterskab. Det er synd. Men måske har forfatteren gemt sig i en lille profeti i en af de lyriske passager:
Gør det sorte hvidt, riv bøgerne i stykker, så ikke dit hjerte skal knuses”. 

Oscar K.:  Viae Deus Audet Scire. Veje Gud tør kende eller Den melankolske Reformator er udgivet på Forlaget Jensen & Dalgaard, 2016

Anmeldelsen er skrevet af Anne Vad, cand.mag. og akademisk medarbejder i Kirkeministeriet