Alterforhæng på plads i Wittenberg

Alterforhæng på plads i Wittenberg

Dato: 02-10-2016

Ved en festgudstjeneste søndag den 2. oktober 2016 i Wittenberg Slotskirke blev det antependium – eller alterforklæde – som H.M. Dronningen på ønske fra slotskirken har designet og udført, afsløret og taget i brug. Motiverne på det røde antependium er i midten den såkaldte Lutherrose, som oprindeligt er tegnet af Martin Luther selv, og i siderne Helligåndens flammer, der i hver sin side rækker opad.  Lutherrosen er en hvid rose, hvis centrale motiv er et sort kors på baggrund af et rødt hjerte.

Ved festgudstjenesten blev kirken genåbnet efter en fire år lang restaurering. Dronningens antependium vil være at finde på altret i pinsen, 2. juledag samt på reformationssøndagen, som i de tyske evangeliske kirker fejres hvert år den første søndag efter den 31. oktober. I øvrigt vil antependiet være udstillet i slotskirken, således at man vil kunne se det året igennem. 

Slotskirken regnes for reformationens udgangspunkt. Det var på kirkens dør, at Martin Luther i 1517 opslog sine 95 teser med den katolske kirkes afladshandel.  

Efter festgudstjenesten plantede Dronningen på vegne af Folkekirken et træ i Wittenbergs Lutherhave. Her har flere kristne trossamfund siden 2003 plantet adskillige træer som symbol på den fælles inspiration de har i Luthers tanker og skrifter.