Luther og de reformatoriske ideer: Bibelen og ordet

Renæssancen gjorde det til et ideal at gå tilbage til kilderne, når man skulle undersøge historisk materiale. Dette ideal overtog reformationen. Men hvor renæssancens humanisme i høj grad var for eliten, var reformationen også folkelig. Det var ikke kun teologerne, der skulle kunne læse og forstå Bibelen. Det skulle i princippet alle. Derfor begyndte man også at læse og bruge Bibelen på nye måder: Teologerne læste Bibelen på originalsprogene græsk og hebraisk for at sikre den bedste forståelse. Og samtidig lavede man nye kritiske oversættelser til folkesprogene, så Bibelen også kunne læses af folk uden lang uddannelse. Før reformationen havde bibeludlægning været forbeholdt teologer, og de forholdt sig altid til den kirkeligt sanktionerede udlægning og byggede videre på den. Nu blev det et ideal, at enhver kristen skulle kunne forstå og gøre rede for sin tro.

For Luther var det vigtigt, at Bibelen blev læst rigtigt, så man ikke læste sine egne meninger ind i teksten. Han mente, at hele Bibelen skulle læses både som ”lov” og ”evangelium”. Før havde man brugt denne skelnen til at forstå forholdet mellem Gammel og Ny Testamente: Det gamle Testamente indeholdt De Ti Bud og andre tekster om Guds påbud til mennesker, mens Det nye Testamente samlede sig om beretningerne om Kristus og hans betydning. Nu gik lov og evangelium tværs gennem hele Bibelen. Alt, hvad der krævede noget af mennesket, blev forstået som lov, uanset om det stod i Det Gamle eller Det Nye Testamente. Tekster om lov ville altid afsløre, at mennesket var en synder, som ikke kunne overholde Guds påbud. Alt, hvad der i Bibelen – direkte eller indirekte – fortalte om Kristus og dermed skænkede Guds nåde, var derimod evangelium.

TYPO3 CMS by TypoConsult A/S
Dette site bruger cookies til at trække statistik og optimere sitets funktioner. Bruger du dette site, accepterer du brug af cookies.
Acceptér cookies
Del denne side