Luther og de reformatoriske ideer: Præst og menighed

Den katolske kirkes præster var blevet særligt indviet og havde stået som et uundværligt mellemled mellem Gud og mennesker. Nu understregede Luther det direkte forhold mellem Gud og den enkelte troende. Han talte for ”det almindelige præstedømme”, dvs. at alle kristne principielt selv kunne fortolke Guds ord og være præst for deres næste. Luther sagde bl.a., at ”alle der er krøbet ud af dåben, er både præst, biskop og pave”. Principielt var der derfor ingen forskel på præst og lægfolk.

Samtidigt mente Luther, at det var nødvendigt, at nogen prædikede, og mest praktisk, at det var en person, der varetog præsteembedet til gavn for de andre. For Luther var det vigtigt, at ingen blot stillede sig frem på eget initiativ. Der skulle være nogen, som ”kaldte”. I Luthers forståelse er det menigheden, der kalder en præst. Menigheden har brug for at høre evangeliet, og ideelt set udpeger menigheden derfor den, de finder bedst egnet, til at forkynde det. Præst og menighed hænger på den måde tæt sammen. Også i dag er præster i Folkekirken altid præster for en bestemt menighed.

TYPO3 CMS by TypoConsult A/S
Dette site bruger cookies til at trække statistik og optimere sitets funktioner. Bruger du dette site, accepterer du brug af cookies.
Acceptér cookies
Del denne side