Reformationen og det danske samfund: Staten og kirken

Tilbage i senmiddelalderens Danmark havde kirken ejet mere end en tredjedel af jorden, og navnlig bisperne havde stor politisk indflydelse. Reformationsbevægelsen ville begrænse denne magt og ikke mindst indflydelsen fra paven i Rom. Med Christian 3.s reformation i 1536 overtog kongemagten størstedelen af de kirkelige jord- og ejendomsbesiddelser; kirkens verdslige magt blev afskaffet, og kongen var nu øverste myndighed. Nogle steder kom der synlige ændringer, fx hvor klostre blev nedlagt, eller overflødige bykirker blev brudt ned. Kirken havde dog fortsat sin egen betydningsfulde organisation med præster, provster og bisper, og de gejstlige udgjorde stadig en særlig samfundsstand med privilegier og en høj grad af selvbestemmelse. Fattighjælp og skolegang var blandt de områder, som kirkens mænd tog sig særligt af.

Kongen blev opfattet som en øvrighed, der var indsat af Gud. Derfor havde han et særligt ansvar over for Gud, kirken og sine undersåtter. Når han gav nye love, fungerede som øverste dommer eller gik i krig, blev det ofte begrundet med dette ansvar. Og når præsterne formidlede det religiøse verdensbillede til deres menigheder, lagde de stor vægt på den orden og gensidige respekt og lydighed, der skulle herske i et godt luthersk samfund. Under enevælden (1660-1849) blev forståelsen af kongen som den af Gud udvalgte monark og nu suveræne hersker yderligere understreget.

I mere end tre århundreder havde Danmark en luthersk statskirke, som alle landets indbyggere havde pligt til at tilhøre. Grundloven af 1849 afskaffede statskirken, og religionsfrihed blev en demokratisk rettighed. Landets regent var dog fortsat forpligtet på den luthersk-evangeliske tro. Ingen kunne dengang forestille sig et samfund uden kirke og kristen samfundsmoral. Den evangelisk-lutherske kirke fik en særlig status af ”Folkekirke”, som skulle understøttes af staten. Den bebudede lovregulering af forholdet mellem Folkekirken og staten fandt dog aldrig sted. Det har med jævne mellemrum givet anledning til debat, navnlig i de senere år, hvor ønsket om kirkeligt selvstyre er blevet stærkere både inden og uden for kirken. Medlemstallet af Folkekirken har de sidste årtier været vigende, fra 89,3% af befolkningen i 1990 til 78,4% i 2014.

TYPO3 CMS by TypoConsult A/S
Dette site bruger cookies til at trække statistik og optimere sitets funktioner. Bruger du dette site, accepterer du brug af cookies.
Acceptér cookies
Del denne side