Reformationens billeder:Det internationale og det nationale

Middelalderens kirke var international. Den var opdelt i kirkeprovinser, og hovedsædet lå hos paven i Rom. Næsten al den kritik, som blev rettet imod kirken i 1400- og det tidlige 1500-tal, var forbedringsforslag, der skulle bringe kirken tilbage til dens rette grundlag. Kirken skulle re-formeres.

Luthers kritik var tænkt på samme måde. Men da han blev bandlyst af paven og alligevel fastholdt sin kritik, tog begivenhederne fart. Nye kirkeordninger blev indført mange steder i Tyskland, og en række fyrster brød officielt med Rom og satte sig i spidsen for egne, såkaldte territorialkirker. I løbet af 1500-tallet blev Europas religiøse landkort forandret. Mod sydøst lå – som hidtil – den ortodokse kirke. Men det øvrige Europa blev nu opdelt i forskellige kirker. De tre største retninger var den romersk-katolske, den lutherske og den reformerte med Calvin og Zwingli som de vigtigste reformatorer. I England oprettedes en særlig anglikansk kirke.

De nye uafhængige territorialkirker blev vigtige for de konger og fyrster, som i 1500-tallet havde ambitioner om at skabe stærke stater. I Danmark indførte Christian 3. en luthersk statskirke i 1536. For et samfund med et religiøst verdensbillede var det afgørende, at kirken blev sikret mod ydre og indre fjender. Kongen fik rollen som kirkens øverste leder og beskytter, med særligt ansvar over for Gud. Denne rolle var med til at gøre ’den lutherske model’ tiltrækkende for en række af tidens stærke fyrster. Den protestantiske kristendom rakte samtidig ud over den enkelte stat og det enkelte folk og var ikke bundet til noget nationalt. Hele reformationshistorien viser, hvordan nye religiøse ideer og traditioner blev udvekslet og oversat. Både bøger og mennesker krydsede grænser, også efter dannelsen af de nye territorialkirker. Latin fortsatte som den lutherske verdens fælles sprog, men tysk fik også stor betydning. I Danmark blev Luthers skrifter læst på både latin og tysk, og samtidig blev meget oversat til dansk, bl.a. flere af Luthers salmer som ”Vor Gud han er så fast en borg”.

På reformationstiden fandtes forestillinger om forskellige folk eller nationer som fx det danske eller det tyske folk, men de eksisterede i forhold til Gud, og alle var en del af én stor, fælles historie, som begyndte i Bibelen med Israels folk og gik frem mod dommedag. Tanker om forskellige folks særlige, nationale egenart, som er typiske for moderne nationalisme, møder man ikke på Luthers tid. Reformationen bidrog imidlertid på langt sigt til udviklingen af nationale identiteter, fordi de nationale sprog nu fik stor betydning, og den religiøse kultur udviklede sig videre inden for de enkelte lande med deres forskellige særkender.

I løbet af 1800-talet opstod de romantiske og nationale forestillinger om et dansk folk, der havde sin helt egen historie. Med Grundloven fra 1849 blev Folkekirken oprettet som en evangelisk-luthersk kirke for det danske folk. Danske salmer og de hvidkalkede kirker blev en del af den nye danskhed. Denne tætte kobling af det kristne og det nationale så man også tydeligt i skolernes undervisning, bl.a. i morgensangen, hvor nationale sange og salmer udgjorde et hele. Her ligger nok en vigtig del af forklaringen på, at Folkekirken står så stærkt i dagens Danmark, og at mange forbinder folkekirke og lutherdom med dansk identitet. Samtidig arbejder dele af kirken og mange menigheder også internationalt og økumenisk.

TYPO3 CMS by TypoConsult A/S
Dette site bruger cookies til at trække statistik og optimere sitets funktioner. Bruger du dette site, accepterer du brug af cookies.
Acceptér cookies
Del denne side