Reformationen og det danske samfund: Moral og velfærd

Både før og efter reformationen lagde kristendommen grunden til det, man kan kalde moralen. Moralen er opfattelser af, hvordan mennesker skal opføre sig over for andre mennesker, over for samfundet – og i forhold til sig selv. Men lutherdommen førte til ændringer i tankegange og traditioner. I moderne tid hævdes det ofte, at protestantismen fremmede en høj arbejdsmoral. Med udgangspunkt i Luthers lille Katekismus lærte alle i Danmark om den enkeltes kald. Man skulle acceptere og have respekt for det kald og den stand, man nu engang var sat i og arbejde ”i sit ansigts sved”. Konkret blev antallet af fridage mindre, fordi en række helgendage blev afskaffet.

Sociologen Max Weber har fremhævet sammenhængen mellem tro og arbejdsmoral i de reformerte, dvs. calvinistiske områder i Europa. Calvin mente, at frelsen var forudbestemt af Gud. Derfor viste fremgang i arbejde og velstand, at et menneske var udvalgt. Det gav ekstra motivation til at arbejde hårdt. Weber så derfor denne ”protestantiske etik” som en del af forklaringen på den tidlige kapitalistiske udvikling i Nordvesteuropa. Forestillingen om, at nogle mennesker var udvalgte til frelse på forhånd, fandtes ikke blandt lutheranere. Men i nyere tid kan man spore elementer af lignende tankegange, når fx lutherske vækkelseskristne i Danmark ser fremgang i livet som et udtryk for – ikke at man er udvalgt – men for en sand tro på Gud.

I 1500- og 1600-tallets danske samfund var det vigtigste tanken om at virke i sit kald og samtidig tage vare på hinanden i de fællesskaber, som familie, husstand og sognet udgjorde. At elske sin næste var en grundlæggende dyd. Omsorgen var legitimeret af kristendommen og i vidt omfang organiseret af den lutherske kirke. På mange måder var husstanden den tids vigtigste velfærdsinstitution, og sognefællesskabet skulle hjælpe dem, som ikke tilhørte en husstand. Sognets egne fattige fik almisser, og mange steder blev der oprettet fattighuse og såkaldte ”hospitaler” for gamle og syge, ofte med donationer fra lokale godsejere eller præster. Derved var der skabt en form for et lokalt socialt sikkerhedsnet.

Institutioner for fattige, gamle og syge blev udbygget i løbet af 1700- og 1800-tallet, og ansvaret blev i stigende grad lagt på sogne og kommuner – men længe med præst og kirke som centrale deltagere. I det lutherske Danmark har der altid været plads til private initiativer som fromme stiftelser. Op gennem 1800-tallet blev en stor del af hjælpearbejdet varetaget af filantropiske organisationer, stadig ud fra en luthersk overbevisning. Mennesker, som flyttede til byen eller arbejdede i de nye industrier, forlod den sikre husstand, og det skabte behov for andre former for sociale systemer og sikkerhedsnet. Her kæmpede arbejderbevægelsen og kirken om at sætte dagsordenen.

Igennem 1900-tallet steg antallet og omfanget af statslige og kommunale velfærdsopgaver, og velfærdsstaten blev for alvor etableret. Kirke og præst havde mistet den formelle ret til at lede det sociale arbejde, men en del af legitimiteten for udbygningen af velfærdssystemet kunne begrundes ud fra en luthersk tænkning. Det ses fx hos Hal Koch, som både var professor i teologi og indflydelsesrig socialdemokrat i 1950’erne. Han henviste direkte til Luthers lære om de to ”regimenter”, det verdslige og det åndelige, når han argumenterede for at udbygge velfærdsstaten. For et moderne menneske som Koch var det naturligt, at den verdslige stat løftede opgaven med at sikre materiel velfærd for hele samfundet. Samtidig talte andre lutheranere imod en udbygning af velfærdsstaten, fordi de mente, at ansvaret derved blev taget fra Gud og det enkelte menneske.

TYPO3 CMS by TypoConsult A/S
Dette site bruger cookies til at trække statistik og optimere sitets funktioner. Bruger du dette site, accepterer du brug af cookies.
Acceptér cookies
Del denne side