Luther og de reformatoriske ideer: Moral og velfærd

Reformationens syn på moral byggede på en skarp skelnen mellem den enkeltes indre jeg og de ydre handlinger. I det indre skulle mennesket kæmpe mod sin egen egoisme og manglende tro på Gud. I det ydre skulle man gøre gerninger til gavn for næsten. Kampen mod synden i ”det indre menneske” kunne ikke vindes ved egen kraft, kun ved hjælp af Guds nåde og syndsforladelse. Og denne kamp sluttede først ved døden. Når det gjaldt de ydre handlinger, kunne man dog hjælpe sin næste og derved ære Gud.

De relationer, man indgik i, bestemte hvordan man skulle leve sit liv. Man kunne være husfader eller husmoder, karl eller pige; man kunne være bonde, skomager, præst eller fyrste. Alle havde et kald, dér hvor de var. Man kunne løse kaldets opgaver nogenlunde – men det ville aldrig blive perfekt. Næstens behov skulle hele tiden være omdrejningspunktet for det kristne liv. Derfor kritiserede Luther og Melanchthon griskhed, høje renter og ekstravagant livsstil.

Luther mente, at De ti Bud egentlig var vejledning nok for at leve det rette liv. De første tre handlede om kærligheden til Gud. De sidste syv om kærligheden til næsten. Hos Luther fik De ti Bud både en ny udformning og en ny forklaring. Forbuddene i De ti Bud blev udlagt som positive påbud. Forbuddet mod at stjæle blev fx fortolket som et påbud om at beskytte næstens ejendom.

TYPO3 CMS by TypoConsult A/S
Dette site bruger cookies til at trække statistik og optimere sitets funktioner. Bruger du dette site, accepterer du brug af cookies.
Acceptér cookies
Del denne side