Reformationens billeder: Livet og døden

Man har formentlig altid fremstillet billeder af det hinsides. Det vil sige vist i billeder, hvad man mente ville ske, når dommedag indtraf efter tidens ophør, og vist hvordan tilværelsen i Himlen eller Helvede ville se ud efter den yderste dom. I hvert fald eksisterer der utallige billeder med dette motiv fra den tidlige middelalder til i dag.

Forestillingen om dommedag og dens konsekvenser har imidlertid ændret sig i tidens løb og har dermed også ændret dommedagsmotiverne.

Luthers nye tanker om, hvordan liv, død, dom og straf hang sammen, ændrede derfor også dommedagsmotiverne I den gamle kirke viste dommedagsfremstillinger altid Kristus, der sad på regnbuen og dømte de opstandne mennesker. Maria og Johannes stod ved Kristi side og forsøgte at påvirke dommene til det enkelte menneskes fordel. Nogle blev frelst og kom i Himlen med det samme, mens andre blev dømt for deres forskellige synder og kom i skærsilden. Her blev de renset med ofte grusom straf. Disse syndere deltes så igen: dem, der kunne renses kom i Himlen og dem, der ikke kunne, måtte til Helvede i al evighed. Derespinsler her udpensledes så i forskellig grad og med forskellig ildhu i billederne til skræk og advarsel for alle.

Luther havde imidlertid afskaffet helgenernes virke som formidlere mellem mennesket og Gud – og dermedogså Marias og Johannes roller som menneskets forbedere på dommedag. Og han havde afskaffet skærsilden, fordi der ingen steder i Bibelen nævnes et sådant sted.

Forestillingen om dommedag og Helvede eksisterede dog stadig. Men måden at undgå Helvede på, var blevet en anden. Luther mente, at det syndige menneske blev frelst af Guds nåde, hvis man oprigtigt troede på den. Derfor blev troen (det vil sige den tro, Luther stod for) altafgørende. Man skulle i troen se på Kristus og angre sine synder, tage imod Guds tilgivelse og derpå kæmpe mod synden i sig selv.

Men hvordan skulle en luthersk dommedag så se ud? Luther taler ikke særligt detaljeret om hverken dommedag eller Helvede. Han var mere optaget af, hvordan mennesket skulle leve på jorden. Så kunstnerne var rådvilde. Man måtte eksperimentere.

En ny slags dommedag kan ses på bagsiden af den kæmpestore, komplekse fløjaltertavle, som de saksiske fyrster lod fremstille og i 1539 opsætte i Skt. Wolfgang-kirken. Kirken ligger i Schneeberg i det sydøstlige Sachsen, der dengang var en af kurfyrstedømmets vigtigste byer.

Motivet er tredelt. Nederst står de døde op af deres grave. Denne del af tavlen brændte imidlertid i 1945. Kun et gammelt sort-hvidt foto er bevaret. I midten deles de døde i de frelste og de fortabte. De frelste modtages kærligt af engle i himmelske skyer, mens de fortabte forsvinder i helvedets mørke, hvor ingenpinsler detaljeres. Øverst modtages de frelste i himlen af Kristus, der velsigner dem.

Kristus som den dømmende magt er slet ikke til stede i billedet. Og forbederne, som der jo heller ikkelængere er brug for, er væk. Selve dommen synes at være foretaget allerede inden de døde opstår, da det er tydeligt hvem, der i det nederste billede er frelst og hvem, der ikke er: de frelste er dem, der bedende og tillidsfuldt løfter deres blikke mod himlen; de fortabte er dem, der skulende vender sig bort. Troen frelser, er budskabet! 

TYPO3 CMS by TypoConsult A/S
Dette site bruger cookies til at trække statistik og optimere sitets funktioner. Bruger du dette site, accepterer du brug af cookies.
Acceptér cookies
Del denne side