Reformationen og det danske samfund: Livet og døden

Både før og efter reformationen levede mennesker med en klar viden om, at de skulle dø. De gjorde sig andre tanker om døden, end man gør i dag. Døden stod ikke som en definitiv afslutning på livet, og derfor handlede det ikke om, at man måtte ”leve her og nu”, som mange siger i dag. Livet fortsatte efter døden, og på den endelige dommens dag ville man blive stillet til regnskab for sit liv inden døden. Symboler, der skulle minde mennesker om deres dødelighed (”memento mori”), fx knogler og timeglas, var almindelige både i kirker og andre steder.

Da det var normalt, at mennesker døde i en tidlig alder, og mange børn døde som helt små, oplevede mange døden helt tæt på. I kirken var døden også nærværende gennem gravsten og epitafier over døde mennesker fra sognet. I den katolske tid fandtes skærsilden som en renselsesild for al synd man havde begået, og efterkommere kunne deltage i sjælemesser for at forkorte tiden i skærsilden. For det lutherske menneske gjaldt det først og fremmest om at holde fast i troen og bede til Gud. Men forestillinger om, at Gud ikke blot kunne straffe i dette liv, men også ville lade syndige gerninger få betydning på dommens dag, var fortsat udbredte. Angsten for døden og dommedag var derfor stor. Inden døden kunne man med en præsts hjælp angre sine synder og få syndsforladelse, men derefter måtte man stole på Gud og hans tilgivelse.

Det var vigtigt at have en feltpræst med i krig. Han skulle give de døende soldater syndernes forladelse, når de lå sårede på slagmarken. Selvmord var en utilgivelig synd. Der er derfor eksempler på, at mennesker udførte alvorlig kriminalitet, som fx barnemord, for at blive dømt til døden og få syndernes forladelse, inden dødsstraffen blev eksekveret.

Livet på jorden begyndte med en fødsel, og i den lutherske verden var det afgørende straks at få det nyfødte barn ind i kirkens sikre fællesskab ved en dåb. Ved dåbsritualet forsagede man Djævelen og overgav barnet til Gud. Forestillingen var, at det udøbte barn hørte Djævelen til. Var der risiko for, at en nyfødt skulle dø, måtte andre end præsten udføre en nøddåb, hvis det var nødvendigt.

I løbet af 1900-tallet er angsten for djævel og dommedag stort set forsvundet. Der har desuden været tale om en markant videnskabeliggørelse af livets begyndelse og slutning. Det har skabt nye muligheder for menneskelig indgriben: Lige fra stadig flere metoder til at kontrollere undfangelse af nyt liv til livsforlængende behandlinger og aktiv dødshjælp. Samtidig finder mange fortsat grund til at lade livet begynde med dåb og afslutte med begravelse fra en kirke, også selvom de i øvrigt ikke er aktive i kirken. De senere år har debatten om, hvornår livet begynder, fået præster til at overveje bl.a. ritualer omkring begravelse af dødfødte børn.

TYPO3 CMS by TypoConsult A/S
Dette site bruger cookies til at trække statistik og optimere sitets funktioner. Bruger du dette site, accepterer du brug af cookies.
Acceptér cookies
Del denne side