Lav jeres egen Luther-film

Hvad gik der gennem Martin Luthers hoved, da han kasserede sin fars drøm om, at han skulle være jurist og i stedet valgte klosterlivet som munk? Hvordan kunne han komme frem til, at gode gerninger ikke fører mennesker tættere på Gud? Og hvor kom modet til at gøre oprør mod pavekirken fra?

Præsidiet for Reformationsjubilæet 2017 indbyder alle skolebørn og konfirmander til en filmkonkurrence om disse spørgsmål.  

Filmene bedømmes af et dommerpanel bestående af formand for religionslærerne John Rydahl, pianist Sigurd Barrett og tv-folkene Anders Lund Madsen og Poul Nesgaard.

Filmene skal afleveres senest d. 25 september 2017 til lutherfilm@km.dk. 
Læs mere om betingelser for deltagelse.

Præmier

Præmie til indskoling

Klassefest med pizza og sodavand. Sigurd Barrett og Snapper underholder med ”Vi lytter til Luther”. Uge 46.

Præmie til mellemtrin

Arrangement med Kåre og Emil fra Store Nørd. Uge 47.

Præmie til udskoling

2-dages tur til Wittenberg i Martin Luthers fodspor. Uge 47.

Opgaveformuleringer

Opgave til indskoling og minikonfirmandhold
Martin Luthers far havde bestemt, at Martin skulle være sagfører. Men en gang blev Martin næsten dræbt af et lyn, og derfor lovede han Gud, at han ville være munk og præst. Det blev faderen vred over, men Martin holdt fast.

Lav en film om det.

Opgave til mellemtrinnet
Martin Luther mente, at det ikke er menneskers gerninger, men Guds kærlighed, som er det vigtigste. Derfor ville Paven smide ham ud af kirken, og kejseren truede med at sætte ham i fængsel. Han risikerede dødsstraf. Men Martin Luther var sikker på, at han havde ret, og holdt fast ved sin mening.

Lav en film om det, eller om et menneske der i dag holder fast ved det, han eller hun tror på.

Opgave til udskoling og konfirmandhold
Martin Luther gjorde oprør imod Paven, fordi han mente, at kirken ikke skulle have politisk magt. Kirkens opgave var derimod at forkynde evangeliet og forvalte dåben og nadveren. Men Luther mente også, at kirken sammen med kommunen havde ansvaret for, at de fattige fik hjælp.

Lav en film om, hvad du synes er kirkens opgave i dag.

Inspiration til filmen

Som inspiration til hvordan I kan lave jeres egen Luther-film, har elever fra Skals Efterskole produceret en film om Martin Luther. Filmen et eksempel på, hvordan elever kan fremstille Luthers historie i dag, og ikke en besvarelse af opgaverne i konkurrencen.

Se filmen og bliv inspireret til hvordan I selv kan lave jeres egen film – både med hensyn til effekter, teknik og hvordan I kan benytte hinanden og de kulisser, I har for hånden.

Stor tak til Skals efterskole, som har bidraget med filmen.

TYPO3 CMS by TypoConsult A/S
Dette site bruger cookies til at trække statistik og optimere sitets funktioner. Bruger du dette site, accepterer du brug af cookies.
Acceptér cookies
Del denne side